|
Stilhed før stormen i spilbranchen
Pressemeddelelse, 8.
juli 2010 Det samlede danske
salg af spilkonsoller og computerspil er faldet med 17 procent i første
halvår af 2010. Efterårets nye spil-teknologier og store titler skaber
dog optimisme for samlet vækst i 2010.
Helt nye tal fra Multimedieforeningen viser, at der i årets første
seks måneder er solgt 15,5 procent færre spilkonsoller og 18,7 procent
færre pc- og konsolspil i forhold til samme tidsrum i 2009.
Farvel til Playstation 2
Den helt store synder er den gamle spilkonsol Playstation 2, der
næsten er forsvundet fra markedet siden sidste år. Også Nintendo Wii er
gået tilbage i forhold til rekordåret 2009 ligesom antallet af PC-spil
er faldet.
PS3 og DS er gået frem
På positivsiden er de nyere konsoller som Playstation 3 og Nintendo DSi
gået markant frem, og branchen ser da også lyst på årets sidste 6
måneder.
Store forventninger til efteråret
På verdens største spilmesse, E3, der netop er afholdt i Los
Angeles, blev præsenteret en række nye teknologier og titler, der skal
gro markedet igen, nu hvor de gamle konsoller og spil er udfaset.
Helt ny teknologi på vej
På hardwaresiden er både Microsoft og Sony her til efteråret klar
med deres nye bevægelsesfølsomme systemer ’Kinect’ til Xbox 360 og
’Move’ til Playstation 3; systemer der specielt appellerer til det
store, brede og købestærke familiesegment. Microsoft er ligeledes klar
med en ny Xbox 360 konsol, de første 3D spil lanceres til Playstation og
Nintendo udgiver en 3D udgave af deres håndholdte konsol.
Multimedieforeningen: 2010 bliver bedre end 2009
På softwaresiden er der enorme forventninger til spil som Star Craft
2, Gran Turismo 5, FIFA11, Halo Reach, Assassins Creed: Brotherhood,
Enslaved, et helt nyt dansespil med Michael Jackson og mange flere.
”Med de titler og teknologier der udkommer før jul, er vi meget
optimistiske. Faktisk er vi sikre på at 2010 samlet bliver et bedre år
end 2009”, fortæller Annette Jacobsen, der er formand for
Multimedieforeningen.
|